De tre “store” byer tæt på Fyrmarken-Sivbjerg er Hvide Sande, Søndervig og Ringkøbing.
Hvide Sande – en levende havneby
Hvide Sande er en levende havneby, ikke kun for turister, men også for fastboende, firmaer og butikker. Som der står i Ringkøbing Fjord Guide 2017:
“Det er kontrasterne, der gør Hvide Sande til noget særligt. Man værner om det oprindelige havnemiljø, man man har også løbende tilpasset sig, og der sker hele tiden noget nyt for de mange gæster, der strømmer til”.
Hold øje med hjemmesiden “Hvide Sande nu“. Her kan du læse om små og store aktiviteter i byen. Eksempler på aktiviteter i 2017:
- Hvide Sande Gospelfestival
- Sildefestival
- Æ Haw Fest
- Turist Fiskeauktion
- Fødevarefestival
- Kunst i Slusen
Søndervig – en moderne badeby
(Billede kommer senere)
“Allerede i det 19. århundrede opdagede danskerne Søndervig som en attraktiv badeby. I dag kan alle nyde byens afslappede strandliv og duftene af saltvand og hyben. Søndervig er fest og farver, sommerliv og glæde. Her er aktiviteter for alle: Sandskulpturer i monster størrelse, Segway-kørsel til stranden, markedsplads, golf, tennis og bowling. Byen genlyder af mennesker, der holder fri og er klar til ferieoplevelser.”
(Kilde: Ringkøbing Fjord Guide 2017)
Se hjemmesiden: “Søndervig – Shopping og oplevelser“.
Ringkøbing – en levende by med gamle traditioner
“Vil du opleve en hyggelig dansk købstad med byliv og handel i de små gader, så tag til Ringkøbing. Med sine røde Plesner-huse, fremstår byen som indbegrebet af danskhed og hygge. Her er fine spisesteder, gode overnatningsmuligheder og et varieret kulturliv.
Ringkøbing er en yderst charmerende købstad fra 1400-tallet. Ofte kaldes byen også Vestjyllands lille hovedstad. Du vil opleve idylliske, brolagte gader, smukke gamle byhuse og købmandsgårde, der i sig selv fortæller historier om en svunden tid. I dag er den gamle by rammen om livlig handel og masser af aktivitet med udendørsservering og torvehandel.”
Læs meget mere om Ringkøbing på hjemmesiden: VisitRingkøbing.