24.6.2025
Forklaring på navnet “Æ tyskerhavn”
Der har igennem årene været mange forklaringer på navnet “Æ Tyskerhavn”, som ligger nord for slusen i Hvide Sande.
På hjemmesiden for Hvide Sande Havn kan du i nyhedsbrev juni 2025 få den – i følge nyhedsbrevet – “den sandfærdige fortælling” om navnet. Se Nyhedsbrev Hvide Sande Havn juni 2025.
I nyhedsbrevet står der bl.a.:
“Lidt nord for dagens Tyskerhavn førte en lille bro over en grøft. Hestene passerede som de plejede, men vognen skred – og Bondekongen endte i grøften med et plask.
Historien om bondekongen der endte i grøften, spredte sig som lyngbrand på klitten. Fra da af blev han kaldt Æ Vådekonge, og grøften – den blev døbt Kongeåen.
Den rigtige Kongeå var, fra 1864 til genforeningen i 1920, grænsen mellem Danmark og Tyskland, og da havnen til lukning af kanalen blev anlagt i 1912, syd for den lokale ”Kongeå”, var navnet oplagt: Tyskerhavnen.
Og det, kære læser, er den sandfærdige fortælling — som nok ikke er blevet ringere med tiden. Å det er æ engang løwn.”
En anden forklaring på navnet er denne:
De folk, der tilbage i begyndelsen af 1900-tallet boede i Sdr. Lyngvig, blev kaldt “Æ tyskere”, hvorfor vides ikke. Da de benyttede sig af havnen, blev havnen kaldt “Æ tyskerhavn”.
Havnen fungerer i dag som fjordfiskernes landingsplads. Fiskene samles i det røde hus ved kajen og sælges på auktionen i Hvide Sande. De små farvede huse langs havnen er redskabskure, hvor fiskerne opbevarer deres grej.
De små huse omdannes i disse år til ferieboliger.
Ved havnen finder du også Kunstnerboligen, ART 56, som er et åbent værksted beliggende i den flotteste kulisse. Der udvælges hvert år kunstnere blandt de mange ansøgere – som flytter ind i det lille hus 14 dage af gangen. Se mere her: Kunstnerbolig.
Billedserie: