Fra “Ringkøbing Fjord Guide 2017” og “Hvide Sande.dk”:
Vesterhavet kan være barskt og også farligt, men følger du baderådene og vurderer dybde, strøm og vindretning, inden du begiver dig ud i bølgerne, kan du med forsigtighed bade.
Er du i tvivl, kan du spørge de lokale eller livredderne, om der er noget, du skal vide, før du hopper i vandet.
Baderåd
- Vær forsigtig – det er let at undervurdere Vesterhavets farlighed
- Bad aldrig alene
- Bad kun, hvis det er tilladt
- Gå kun ud til navlen
- Svøm langs kysten (og ikke væk fra kysten)
- Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
- Bad aldrig med alkohol eller euforiserende stoffer i blodet
- Gå op, når du begynder at fryse
Pas på med luftmadrasser
Badedyr, gummibåde og luftmadrasser driver hurtigt til havs og kan være skyld i, at der sættes en redningsaktion i gang, hvis andre ser dem langt ude og tror, der er mennesker involverede.
Hav respekt for havet
Lad være med at råbe om HJÆLP for sjov og leg ikke farlige lege i vandet, for eksempel ved at skubbe til hinanden, dukke hinanden under vandet, lave konkurrencer om at holde vejret længst eller andet.
Vær opmærksom på børn i vandet
Vær OBS på børn – både på strand og i vand. Bad eventuelt kun, hvor der er livreddere.
Badning ved Fyrmarken-Sivbjerg
Du kan bade i Vesterhavet fra stranden ved Fyrmarken-Sivbjerg. Dog skal du være opmærksom på revlehuller! Et revlehul er en fordybning i strandens revler, hvor der kan være en udadgående strøm, der fører vandet tilbage ud i havet.
Hvis du kommer ud i et revlehul, er der tre simple regler, du skal følge (se også illustrationen nedenfor):
- Kæmp ikke imod
- Bevar roen. Du bliver ikke trukket ned
- Svøm til siden og langs med stranden og derefter ind til land igen.
(Kilde: Tryg Fonden)
På Tryg Fondens hjemmeside kan du se en video om, hvad du skal gøre, hvis du under badning “oplever” et revlehul: Revlehul.
Til din mobiltelefon kan du downloade app´en “Livredder”.
Hvide Sande Badestrand
Et alternativ til at bade ved Fyrmarken-Sivbjerg er at bade på Hvide Sande Strand, lige syd for Hvide Sande Havn. Her er havet “mere roligt”, og der er hele sommeren livreddere på stranden!
Hvide Sande Strand er kåret til den bedste badestrand i Danmark!